Vi har et ansvar

 

Havde jeg vidst det, jeg ved i dag om diabetes, sundhed og sukkerindhold, før Søren fik diagnosen, tror jeg, at jeg havde gjort en indsats for at ændre på hans livsstil. Det håber jeg, at jeg havde.

I efteråret læste jeg et brev fra en bekymret mand i Diabetesforeningens medlemsblad (Diabetes, 4/2016). Han var bekymret for sin hustru, der havde fået konstateret type 2-diabetes, for højt kolesteroltal og forhøjet blodtryk. ”Alligevel fortsætter hun med at spise usundt i stor stil: slik, kager, pomfritter og sodavand. Hun er 165 cm høj og vejer nu over 100 kilo. Hun glider længere og længere ned af livets skråning. Når hun kommer hjem fra job, synker hun sammen på sofaen og sover det meste af aftenen. Hun får absolut ingen motion (…). Det slider voldsomt på mig, men jeg vil gøre hvad som helst for at hjælpe hende (…).”, skriver han.

Jeg sad mageligt i min sofa med en kop te i den ene hånd og Diabetes-bladet i den anden og blev helt berørt over hans brev. Hvor må det være frygteligt at se sin hustru – eller en anden person, som man holder af – ikke bare synke ned, men lade sig glide ned ad en skråning, lade stå til og opgive, forværre sit helbred og gøre det endnu sværere at kravle op ad skråningen igen.

Læs videre “Vi har et ansvar”

Bump i u-vendingen

I U-turn-projektet, var der overordnet fokus på motion, søvn og kost.

Søren havde aldrig motioneret – dvs. ikke siden han som barn gik til svømning. Han har nogle helt andre interesser, der ligger langt fra krop og fysik. Jeg har heller aldrig interesseret mig for motion. Bortset fra et par mislykkede forsøg på både gymnastik og svømning i min tidlige skoletid og et par sæsoner med volleyball i den lokale ungdomsskole, som jeg dog frivilligt havde meldt mig til, har jeg ikke meget erfaring med motion. Jeg elsker at gå ture eller cykle, og det er da lykkedes i ny og næ at lokke Søren med. Men det var bestemt ikke motionen, der stjal vores fritid, før Sørens diagnose.

Træning og motion sagde ikke Søren noget, før han fik diabetes, og det pludselig blev en nødvendighed og et middel til at nå målet om et sundt blodsukkerniveau.

Læs videre “Bump i u-vendingen”

Hvorfor Søren vælger træningen

Under U-turn-projektet skulle deltagerne træne 5-6 dage om ugen. Nogle kalder dette for urealistisk. Til det har jeg bare at sige, at når Søren kunne træne 5-6 dage om ugen, selvom han driver selvstændig virksomhed, bruger minimum 2 timer på transport til og fra arbejde og har tre (dengang to) små børn, så kan alle – med mindre de af en eller anden fysisk årsag ikke er i stand til at træne!

Hvad der er urealistisk, er at nå alle mulige andre ting samtidig med, at man skal afsætte tid til træning 5-6 dage om ugen. Hvis man sætter sig for at gennemføre en intervention som den, der var planlagt for U-turn-deltagerne, er man nødt til at prioritere. Søren måtte også vælge nogle ting fra og nogle gange være meget kreativ i sin planlægning, for at få passet træningen ind, men det kunne godt lade sig gøre. Det kunne fx være, at han valgte at cykle en del af vejen, når vi skulle til fødselsdag hos familien i København – så havde han klaret dagens træning. Eller han kunne finde på at tage romaskinen ud på terrassen, så han kunne træne imens børnene badede i swimmingpoolen. Som regel træner han om aftenen, når børnene er lagt i seng. Før ville han måske have gået og hygget sig ude på værkstedet og rode med en motorcykel eller noget andet, han godt kan lide. Men han kan ikke gøre begge dele.

Læs videre “Hvorfor Søren vælger træningen”

Sukkerfri

Da Søren fik diagnosen, var hans umiddelbare reaktion, at det var helt slut med sukker. Jeg må indrømme, at jeg tænkte: ”Gad vide, hvor længe det holder”. Jeg troede simpelthen ikke, det kunne lade sig gøre for Søren at leve et liv uden sukker. Ikke desto mindre tog Søren en kold tyrker.

Når man beslutter sig for at undgå sukker, så finder man ret hurtigt ud af, at det sætter en del begrænsninger. Når jeg var ude at handle, begyndte jeg selvfølgelig at vende varerne om og kigge på ingredienser og næringsindhold. Når man gør det, kan man godt få en fornemmelse af, at der er sukker i alt, bortset fra det, man finder i grøntafdelingen (minus frugt!) og i kølemontren med uforarbejdet kød. Det var næsten som at vinde i lotteriet, når man en sjælden gang imellem fandt en vare, hvor der stod 0 gram ud fra den brogede, uigennemskuelige masse, der kaldes ”sukkerarter”.

Læs videre “Sukkerfri”