40% risiko

Man har 40% risiko for at få type 2-diabetes, hvis man har en forælder, der har sygdommen. Da Søren fik diagnosen, havde vi en dreng på 4 og en pige på 1 ½ år. To små guldklumper, der pludselig havde en forholdsvis stor risiko for at få en kronisk sygdom.

Når man sætter børn i verden, oplever man en masse genkendelse efterhånden som de udvikler sig. Ansigtstræk, personlighedstræk, tegn på, at gener går igen, gener som man måske endda genkender fra tidligere generationer. Det er fantastisk at opleve, at der er en rød tråd igennem stamtræet.

Da det gik op for mig, at mine og Sørens børn er 40% disponeret for at udvikle type 2-diabetes, gik det også op for mig, at der kan ligge uendelig meget i deres gener, som vi ikke ved noget om. De træk, der kommer til udtryk, er kun toppen af det isbjerg, som et menneskes genetiske sammensætning består af.

Man ønsker selvfølgelig det bedste for sine børn og allermest, at de aldrig bliver syge. Jeg begyndte at lægge meget mærke til, hvor meget vand børnene drak. Var de særligt tørstige? Eller tissede de mere end normalt? Selvom børn sjældent får type 2-diabetes, var ingenting længere usandsynligt i min verden.

Første gang jeg var til lægen med vores søn, efter Søren havde fået stillet diagnosen, spurgte jeg selvfølgelig ind til arveligheden, og om der var noget særligt, vi skulle være opmærksomme på. Jeg tror sågar, at jeg var klar til lige at få lavet en urinprøve på vores søn, bare for en sikkerheds skyld! Men selvom generne har en del at sige i forhold til at udvikle type 2-diabetes, fortalte lægen, at livsstil har en større betydning. Hun mente ikke, at der var noget at være bekymret for, eftersom vores søn er glad for at bevæge sig og spiser sundt, og hans almentilstand var helt normal.

Jeg godtog, at en urinprøve ikke var nødvendig, men bekymringen forsvandt ikke. 40% er stadig en meget høj risiko i mine øjne, for den procentsats er jo uden medregning af diverse øvrige faktorer. Hvis vores børn får en livsstil med meget lidt eller slet ingen motion og usunde kostvaner, forhøjes risikoen for, at de udvikler diabetes.

 

Vi giver vaner videre

Allerede før Søren fik diabetes, havde vi begge været meget opmærksomme på, at vores børn skulle bevæge sig og på at begrænse deres sukkerindtag. På den måde er der ikke sket nogle livsstilsmæssige ændringer for børnene i forbindelse med Sørens diagnose. Men det har selvfølgelig en lidt anden og større betydning for os nu, at børnene kommer til at føle glæde ved at dyrke sport og spise sundt – også når de bliver ældre.

Under U-turn-forløbet blev det endnu tydeligere for os, hvor stor en betydning vores egne vaner og indstilling til kost, motion og sundhed har for børnenes fremtidige livsstil. Alle forældre ved, at de er forbilleder for deres børn. Men jeg tror, at mange slet ikke er bevidste om, hvor meget børn ser, hører og opfanger. Så kan det godt være, at man spiser den ekstra pose fredagsslik efter børnene er lagt i seng, men hvis man selv har et stort indtag af søde sager, så kommer det til udtryk på en eller anden måde. Fx når man tager det tredje stykke lagkage til familiefødselsdagen eller når børnene opdager, at der altid er lakridser i handskerummet i bilen eller colaer i garagen. Vores livsstil er en del af vores identitet, og jeg tror ikke, at man kan spille komedie overfor sine børn i det lange løb.

Mange af os har nok også fortalt vores børn, at de ikke må bande, men når vi selv gør det gang på gang, når vi går ind i bordbenet, eller når vi har glemt at købe mælk, så begynder børnene højst sandsynligt også på det på et tidspunkt, selvom de har lært, at det er forkert. Man giver sine egne vaner videre. Sådan er det.

Derfor er jeg også taknemmelig over, at Søren har ændret livsstil 100% og holder fast i, at det er den rigtige måde at leve på for ham, og at han på den måde er et godt forbillede for sine børn. Både jeg og Søren ville selvfølgelig allerhelst have været foruden diabetes-diagnosen, og især at Søren fik sygdommen så tidligt. Men jeg kan alligevel godt glæde mig over, at når det nu skulle være, så er det på sin vis en fordel i forhold til børnenes livsstil og vaner, at de vokser op med det. For dem vil sund kost og meget motion være ”normalt” og en naturlig del af hverdagen. Mere naturligt end det måske nogensinde bliver for Søren.

 

Det skal komme indefra

Vores søn er blevet seks år og er startet i skole. For noget tid siden var jeg med ham til sundhedsplejerske for første gang, og jeg blev pavestolt, da han fortalte hende, at han kunne lide alt, også salat! Jeg er stolt og glad over, at vores børn ikke er kræsne og elsker grøntsager i alle mulige afskygninger. Vi har aldrig tvunget dem til at spise bestemte ting, men de har heldigvis en stor nysgerrighed og åbenhed overfor at smage – måske netop fordi, de ikke er blevet tvunget (og sikkert også fordi, vi voksne ikke er kræsne).

De elsker også slik, selvfølgelig gør de det, og de får også både slik, kage, is, chokolade, sodavand osv. Men i begrænsede mængder og på udvalgte tidspunkter. Vi er ikke fanatiske eller hysteriske. Askese fører nok ikke noget godt med sig på den lange bane, for så ville de sandsynligvis på et eller andet tidspunkt få lyst til at gå i den helt modsatte retning. Det er vigtigt, at der er balance i tingene. Nu er det jo også kun Søren, der har diabetes, og han har heldigvis ingen problemer med, at andre spiser noget, som han bør holde sig fra.

Jeg håber, at der naturligt vil vokse en overbevisning frem hos vores børn om, at sund kost og daglig motion er den rigtige livsstil. Jeg tror, det skal komme indefra. Men entusiasme smitter. Ligesom med alt muligt andet lurer børnene på de voksnes interesser og tilgang til tingene, især når de er små.

Der dukker stadig meget nemt en mistanke op hos både jeg og Søren, når vi pludselig synes, at en af børnene har tisset mere end vanligt, eller hvis de i en periode viser tegn på ubehag, som vi ikke umiddelbart kan spotte årsagen til. Men i det store hele er jeg ikke bekymret, og det er fordi børnene (indtil videre) aldrig stiller spørgsmålstegn ved vores livsstil eller ved Sørens træning.

Jeg har måttet erkende, at vi ikke er herre over deres levevis, når de bliver voksne. Men vi må forsøge at præge dem i den rigtige retning, så længe vi kan.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *