Den dag miraklet udeblev

Efter U-turn-interventionen har Sørens blodsukkerværdier været faldende. Han har siden U-turn sluttede i april 2016 fået målt sit langtidsblodsukker hos egen læge ca. hver tredje måned. Hver gang har tallet været lavere i forhold til den forrige test. I januar i år besluttede Søren derfor at drosle lidt ned på træningen for at se, hvilken effekt det ville få på blodsukkerværdien – hvis nogen overhovedet.

I april fik han så målt sit blodsukker for første gang efter ændringen. Han var ikke tilfreds med svaret.

For første gang siden U-turn var blodsukkerværdien steget. Dog kun meget lidt, og som de forrige gange var det med rosende ord, at en sygeplejerske formidlede testresultaterne og de positive tal, som ikke vidner om, at Søren er diabetiker. Jeg var glædeligt overrasket. Jeg havde frygtet et markant og negativt udslag på blodsukkerværdien. Under U-turn havde Søren trænet 6 dage om ugen igennem et år og trænet hårdt for at opnå de gode tal, som fik læger og sygeplejersker til at tvivle på, om han virkelig havde haft diabetes 2, hvilket de dog fik bekræftet ved et kig i journalen. De havde aldrig set noget lignende.

Et par måneder efter U-turn tvang knæproblemer Søren til at træne mindre, og igennem et halvt års tid trænede han 4-5 dage om ugen. Men de regelmæssige blodprøver viste altså en fortsat en positiv effekt på blodsukkerværdien. I januar i år besluttede Søren derfor at træne fast 3 dage om ugen de følgende tre måneder. Det var en stor beslutning og lidt grænseoverskridende for ham. På trods af de positive resultater har det ikke været med god samvittighed, at Søren har droslet ned på grund af knæet. Og det er som bekendt ikke fordi, han elsker at træne. Tværtimod. Han er simpelthen bange for dels – selvfølgelig – at blive indhentet af sygdommen, og dels at vende sig til ikke at skulle træne så meget, fordi det i hans optik vil være en endnu stejlere bakke at skulle forcere, hvis han på sigt må trappe op igen.

Men Søren glædede sig selvfølgelig over de positive resultater og muligheden for at afsætte et par aftener om ugen til noget af det, som han føler, han forsømmer eller må nedprioritere, fordi træningen stjæler hans tid. Det er jo en af de ting, der fylder allermest hos Søren – tiden han skal afsætte til træning.

 

Drømmen brast

Selvom blodsukkerværdien i den seneste test altså viste en lille stigning, var alle tal overordentlig fine hele vejen rundt. Men på trods af, at der ikke er noget at komme efter i hans testresultater, så var Søren ikke tilfreds med resultatet. Jeg modtog glædestrålende beskeden fra Søren om, at hans langtidsblodsukker kun var steget en smule, og havde forventet samme glæde fra ham, men smilet falmede hurtigt, da jeg blev klar over, at Søren var skuffet.

I sit stille sind havde Søren håbet på et mirakel. Han havde set for sig, at tallet var faldet endnu engang, og at det skulle vise sig, at han ikke havde diabetes mere. At han som den første nogensinde var blevet helbredt for diabetes 2. At han skulle modbevise, at diabetes er en kronisk sygdom. At han skulle bevise, at kroppen kan helbrede sig selv, at en kick-start som U-turn-interventionen, kunne sætte maskineriet i gang igen.

Men miraklet udeblev, og ikke nok med det – tallet var steget.

Sørens skuffelse var slående. Han havde gjort sig mange tanker om et liv uden diabetes, hvor han kunne spise uden at skulle have dårlig samvittighed og springe træningen over, uden at skulle være bange for konsekvenserne. Han havde drømt om at få en chance til.

Det optog Søren rigtig meget under U-turn, hvor meget han var nødt til at træne. Hvor meget skal han træne på sigt, for at holde sig medicinfri og symptomfri? Skulle han træne 6 dage om ugen altid? Ingen kunne svare på det. Det måtte tiden vise. Der var ikke andet at gøre end at prøve sig frem.

Søren indstillede sig derfor under U-turn på, at 6 dages træning om ugen var prisen for at undgå medicin og følgesygdomme. Beskeden fra Overlæge Bente Klarlund ved den sidste test på Rigshospitalet under U-turn var da også, at Søren skulle træne hårdt for at holde sig medicinfri og opretholde de fine tal.

Men som blodsukkerværdierne faldt, steg Sørens forventninger til, hvad der kunne lade sig gøre.

 

Eksperimentet fortsætter

Der er nu gået en måned siden Søren fik resultatet. På trods af den umiddelbare skuffelse og den altid ulmende angst hos Søren for at blive indhentet af sygdommen igen, så har det dog ikke fået ham til at træne mere. At dømme efter sygeplejerskens rosende ord, skulle der heller ikke være grund til at ændre på noget i hans nuværende livsstil. Søren fik endda besked om, at det ikke er nødvendigt at få taget en ny test før om et år, så på den baggrund må vi også konkludere, at der ikke er noget at være bekymret for.

Indtil videre fortsætter Søren med træning 3 gange ugentligt. Om han så får taget en ny test i juli, når der igen er gået 3 måneder, eller om han virkelig venter et år, er endnu uvist. Faktum er, at han stadig er i en eksperimenterende fase, og vi ved ikke, hvornår den slutter.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *