Det er overhovedet ikke nemt!

Det er overhovedet ikke nemt at leve sundt. Heller ikke selvom man har gjort det et par år. Heller ikke selvom man har en sygdom, der puster en i nakken.

Vi er alle omgivet af fristelser hver dag. Vi lever alle et liv, hvor daglig inaktivitet er normalt, hvor vi skal gøre en ekstra indsats for at få den motion, som vores forfædre fik af helt naturlige årsager. Før computeren og 4-hjulede transportmidler. Og vi er alle i sukkerets vold! Det smager fantastisk, og så er det dybt afhængighedsskabende – værre end kokain, siger man.

Det er ærlig talt en kamp, man kæmper hver dag, for ikke at få for meget af det, der er skidt og nok af det, der er godt.

Da Søren fik diabetes frygtede jeg en kæmpe kostomlægning. Heldigvis opdagede jeg, at vi egentlig ikke skulle lave om på de gængse måltider, men bare skære det overflødige sukkerindtag væk. Der kom selvfølgelig endnu mere fokus på fuldkorn, fedtindhold og nøglehulsmærker. Men det var et fokus vi allerede havde, som vi blot skulle øge.

Alligevel må jeg tilstå: Nogle gange bliver jeg TRÆT af at lave grøntsager. Det kan faktisk være en befrielse, hvis det kun er jeg og børnene, der er hjemme til aftensmad, for så kan vi bare snuppe en pizza og tø nogle frosne ærter op, eller nøjes med en lille skål salat eller lidt gulerødder. Ikke at vi ikke også gør det en gang imellem, når Søren er hjemme – han kan godt tåle lidt ikke-fuldkorn som pizza, sushi eller en af de rigtig gode, hjemmelavede burgere fra vores yndlings gourmet-restaurant og en mindre mængde grønt til aftensmad en gang imellem. Men hvis Søren skal holde sin nuværende vægt, som han gerne vil, og nøjes med at træne tre-fire gange om ugen og vigtigst af alt fortsat være medicinfri, er den slags fast food-løsninger nødt til at høre til de meget sjældne tilfælde.

 

Grøntsager er tidskrævende

Hvis Søren skal holde sig medicinfri, er det nødvendigt, at der som hovedregel er mere end en lille skål salat til aftensmaden. Han skal have noget grønt, der mætter, så han ikke spiser sig mæt i kød og kulhydrater. Hvis der er to store skåle grønt, er det en rigtig god dag, så er der nemlig også rester til Sørens frokost og måske endda til aftensmaden dagen efter. Der skal i hvert fald helst være én stor skål salat og nogle gulerodsstave eller andre grøntsager ved siden af. For det er det grønne, der skal udgøre størstedelen af Sørens kost.

Der er bare det forbandede ved grøntsager, at de skal skylles og ordnes og snittes. Derfor forlænger det processen med at lave aftensmad. Før Søren fik diabetes skulle der laves kød, pasta/kartofler/ris og lidt grønt tilbehør. Nu skal der laves kød, pasta/kartofler/ris og en hel del grønt tilbehør inklusiv en stor skål salat/råkost el.lign.

Derudover er der det ved grøntsager, at de fylder rigtig meget i køleskabet, nogle holder ikke særlig mange dage og nogle er bare ikke værd at spise, hvis de ikke er friske. Derfor er man også nødsaget til at handle flere gange om ugen, når man spiser den mængde grønt, som vi gør herhjemme.

Det er mig, der laver mad, og det er nok både Sørens og mit held, at jeg gerne vil have grøntsager. Hvis det kun skulle laves for Sørens skyld eller (værre endnu) at han selv skulle lave det ekstra tilbehør, er jeg ret sikker på, at det ikke ville blive lavet. Stod det til Søren, sprang vi nok lidt oftere over, hvor gærdet er lavest, når det handler om grøntsagerne, på den måde at det lidt oftere ville være færdigsalater eller frostblandinger, der blev sat på bordet.

Jeg vil helst have friske grøntsager. Jeg er faktisk ret glad for frisk grønt. Så selvom jeg overhovedet ikke gider gå i gang med at skylle og skære, når jeg vælter træt ind ad døren med tre utålmodige børn halvanden times tid før, maden skal stå på bordet, så gør jeg det for det meste alligevel.

Det er nok lidt ligesom de fleste har det med motion. Man gider ikke gå i gang, man skal trække sig selv op ved nakkehårene, men når det er gjort, kan man (næsten) få en følelse af at blive belønnet for sin indsats bagefter.

 

Nemme, sunde løsninger

Søren er heldigvis ikke så sart, og det betyder ikke ret meget for ham, om det er det samme grønne tilbehør, der bliver serveret dag efter dag. Tidligere sagde han, at grøntsager var kaninernes mad, og han holdt sig stort set fra det. Nu spiser han masser af grønt – men ikke af lyst. Han spiser det, fordi han skal, og så er det næsten ligegyldigt for ham, om det er en færdig salat eller en pande slatne frostgrøntsager. Næsten. For han sætter faktisk pris på, når jeg laver en bønnesalat eller en råkost med creme fraiche dressing i (a la coleslaw). Rester af den slags er efterhånden slik for ham.

Når klagesangen er ovre, så jubler jeg da også over, at det trods alt er blevet lidt nemmere at være sund. Nøglehulsmærket og fuldkornsmærket er en rigtig god hjælp i junglen af lokkende, sukkerholdige produkter, og der er efterhånden de fleste steder et rimelig velassorteret udvalg af færdigsalater og nogle forsvarlige varianter af fast food (fx wraps eller kyllingespyd).

Danskvand har også fundet vej til supermarkedernes køleskabe. Selv i lavpris-supermarkederne kan man konstatere, at danskvandende har fået en kølig plads ved siden af sodavandene, og det gør det lidt nemmere at vælge den sunde læskedrik.

Herhjemme har vi efterhånden fundet nogle nemme løsninger, som vi kan leve med, og som ovenikøbet i mange tilfælde smager godt (i hvert fald efter vores sukkerafvænnede smagsløg).

Hvis du mangler input til nem aftensmad, som stadig er sundt, så tjek denne lille buffet af vores smutveje til en sund kost her.

3 meninger om “Det er overhovedet ikke nemt!”

  1. Hej “Farvel til sukker”
    Åh hvor jeg kan følge dig og dine betragtninger i forhold til at skulle indrette familiens kost efter at en af medlemmerne har fået diabetes, jeg vil gerne klappe dig på skulderen og sige at det også giver panderynker hos modparten (i dette til mig ligesom Søren) som jo godt kan fornemme at det giver ekstra arbejdsopgaver med at honorere kravene til os der vælger at “kun” få kostreguleret diabetesbehandling i stedet for at blive medicineret ud af problemerne … Du har fuldstændig ret det er en stor opgave især hvis den kun påhviler den ene part i forholdet tit pga. forskellige arbejdstider mm. Men du skal ikke være i tvivl om at vi der er ramt sætter STOR pris på det omend det måske bliver sagt så tit 😉 Jeg prøver altid at “opmuntre” min ægtefælle til at hun jo godt må spise det usunde fastfood, kager, slik mm. uden at få dårlig samvittighed, kan jeg få en god kop kaffe er jeg godt tilfreds og som du også skriver kan man hvis man er opmærksom nok godt hygge sig med små mængder af, i dette tilfælde, den gode julemad. Glæder mig til at læse videre på bloggen og “Keep on the good work” og Godt Nytår til Jer
    Mvh. Max

    1. Hej Max.
      Tak for din kommentar.
      Det er altid dejligt, når ens indsats bliver påskønnet. Det er bestemt også tilfældet herhjemme og det får jeg tit at vide 🙂
      Sjovt det du skriver med, samvittigheden over, at “vi andre” kan spise det, vi har lyst til. Jeg får stadig lidt dårlig samvittighed på trods af, at Søren forsikrer mig, at det ikke rører ham det mindste.
      Med ønsket om et godt – og fortsat sundt – nytår.
      Malene

  2. Hej,
    Dejlige at læse jeres blok indlæg, minder mig meget af min ejene situation.
    Fik diabetes for 3 år siden , lavet livs stil ændring, kost /motion tabt 21 kg, og fik styr på hbA1c tal, og ligger nogenlunde stabilt hver halv år check.
    Ja der skal arbejdes hele tiden for at holde det i skak.
    God vind til jere begge!
    Tak for jeres indlæg

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *