Forandring udefra og indefra

Søren skulle holde et oplæg om forandring i en virksomhed forleden dag. Han fortalte mig dagen før, hvad han havde tænkt sig at sige. Hans hovedpointe var, at man ikke kan tage alt det gamle med over i det nye. Når man skal forandre noget, er man nødt til at vælge noget af det gamle fra.

Søren brugte selv en del tid på at finde ud af, at de forandringer, som diabetes-diagnosen nødvendigvis måtte medføre i hans liv, også betød, at han måtte nedprioritere noget. I lang tid havde han en forventning om, at alt stadig skulle være som det var før diagnosen. Han sagde farvel til sukker, men erstattede de søde sager med sukkerfri versioner. Han begyndte at træne, men ville stadig også gøre alle de andre ting, som han havde brugt tiden på før.

Først 3-4 måneder efter U-turn-projektet var startet, gik det op for Søren, at han måtte forandre noget, for at han kunne ændre livsstil og opnå sit vigtigste mål: at blive medicinfri – og holde sig medicinfri. Hvis det skulle lykkes, var han nødt til at vælge noget fra. Han måtte prioritere, hvad der skulle være med i hans nye liv, og hvad han måtte sige farvel til – måske for altid, måske bare for en periode (børnene bliver jo også ældre).

 

Vendepunktet

Sørens mentale forandring skete midt i en sommerferie. Vi havde været i sommerhus den første del af ferien og hygget os med familien. Da vi kom hjem, skulle vi bare fortsat slappe af og nyde vores have og swimmingpool, men Søren blev mere og mere bitter. Han var træt af U-turn, træt af at være bundet op på et skema, som han efterhånden havde indset nok kom til at gælde resten af hans liv. Før U-turn havde han trænet ca. 30 min. tre gange om ugen, nu skulle han afsætte 10 timer om ugen til træning.

Også i sin ferie skulle han holde et vist aktivitetsniveau hver dag, han skulle stadig træne, han skulle spise efter kostplanen, og så skulle han også sørge for at få en god nattesøvn. Han kunne selvfølgelig godt vælge at tage det hele lidt mere afslappet, når nu han havde ferie. Men så skulle han i stedet slås med den dårlige samvittighed. Hvis han gerne ville spise lidt af det, han holdt sig fra til hverdag, fx en lækker bearnaise til bøffen, eller hvis han gerne ville smage lidt is eller dessert i ferien, så var der en pris at betale – ekstra træning eller tilbagegang i den fysiske form, han havde opnået allerede og som skulle opretholdes for at blive helt medicinfri.

Han kunne ikke det hele. Han kunne ikke både æde og slække på træningen, hvis han ville nå sit mål. Og han kunne ikke nå alle de ting, han gerne ville, når han også skulle træne. Efterhånden blev det en daglig kamp og en bitterhed, der startede fra han stod op om morgenen og først forduftede, når han om aftenen havde fået træningen overstået. Og så startede det forfra næste morgen.

Sørens humør smittede af på mig, og til sidst måtte jeg konfrontere ham med det. Jeg sagde til ham, at han var nødt til at gøre noget ved sin indstilling til træningen. Det kunne ikke nytte noget, at tanken om, at han skulle træne, gjorde ham irriteret hele dagen. For mig virkede det især åndssvagt, fordi han faktisk tit var i godt humør, når han kom hjem fra en løbetur eller cykeltur – så hvorfor ikke fokusere på det, på den positive følelse, han som regel får efter træningen? Jeg sagde faktisk til Søren, at hans humør ødelagde vores ferie. Det fik ham til resolut at gøre noget ved det.

 

Væsentligt og uvæsentligt

Efter den sommerferie blev Sørens indstilling til træningen anderledes. Ikke dermed sagt, at han ikke var træt af at skulle træne – det var han, og det er han stadig. Men ved at acceptere, at han måtte fravælge nogle ting og prioritere træningen først, blev det nemmere for ham at fokusere på det, der er væsentligt her og nu.

Han blev i det hele taget langt bedre til at prioritere og nedprioritere. Han blev bedre til at bruge mindre tid på enkelte gøremål, der var mindre relevante at få udført, og han udsatte ting, der ikke var vigtige lige nu. Han begyndte også at sortere i sine ting – helt bogstaveligt skaffede han sig af med det, som han ikke havde brug for eller tid til mere. Det endte fx med at gælde en del af hans dykkergrej. Han fandt ud af, at ved at skaffe sig af med nogle af de ting, han ikke fik brugt alligevel, kunne han også skaffe sig af med ærgrelserne over, at han ikke har tiden til det.

Jeg tror, at det der med, at tiden er knap, og at man gerne vil nå det hele, er ganske velkendt for de fleste – måske særligt i familier med små børn. Vi er alle nødt til at prioritere hele tiden, og noget er nødvendigt, andet er ikke. For Søren var det bare en ekstra bitter pille at sluge, at der kom en ekstra ”pligt” ind fra højre i form af træningen. Noget han overhovedet ikke har lyst til, men er nødt til at prioritere for sit helbreds skyld.

Selvom det var en svær proces, var det uden tvivl sundt for Søren at få sorteret og prioriteret. Uanset om man har diabetes eller ej, er jeg sikker på, at det er en rigtig sund øvelse for os alle hele tiden at holde for øje, hvad der er væsentligt og hvad der ikke er. Man kan bruge en masse energi på at bekymre sig, ærgre sig eller ordne noget, som måske i virkeligheden ikke er væsentligt. På den måde kan man få spildt sin energi på det forkerte.

Efter Søren accepterede, at han ikke har tid til det hele, blev det nemmere for ham at fokusere på sit mål og meningen med sin nye livsstil. Selvfølgelig er det stadig hårdt for ham at måtte fravælge eller udsætte noget, han har meget lyst til, og som han tidligere har haft tid til, til fordel for træningen, som han ikke har lyst til. Han skal hele tiden minde sig selv om, hvad der er vigtigst, og hvorfor han vælger træningen. Men han tvivler aldrig på, at det er den rigtige prioritering.

Kontakt os for at høre mere om mulighederne for at booke Søren til at holde et oplæg eller et foredrag.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *