“Gammelmandssukkersyge” rammer ikke kun gamle mænd

Søren var 32 år, da han fik konstateret type 2-diabetes, også kaldet ”gammelmandssukkersyge”. 32!

Jeg fik beskeden over telefonen en almindelig tirsdag eftermiddag i november 2014. Jeg var stadig på arbejde. Søren ringede. Han havde været til læge. Det overraskede mig, at han havde været det, for det vidste jeg ikke, at han skulle, og det passer sjældent ind i Sørens planer at møde op hos lægen. Denne dag havde han dog ringet og fået en akut tid, for at få tjekket, om han havde fået pandehulebetændelse. Han havde nogle knap så mindeværdige episoder i bagagen med forkølelser, der havde udviklet sig til bihule- og pandehulebetændelse, så derfor var han lidt på forkant, da han havde døjet lige lovlig længe med en forkølelse.

Det var imidlertid ikke kun det, konsultationen kom til at dreje sig om.

Søren havde igennem lang tid haft svært ved at falde i søvn, sovet dårligt og haft hyppig vandladning både nat og dag. Det generede ham ganske meget – især på længere køreture eller når vi var på udflugt eller ferie. En bekendt havde gjort opmærksom på, at det kan være et symptom på diabetes. Vi havde derfor læst lidt mere på nettet om symptomerne, men alligevel slået det hen. To små børn, Sørens arbejdsbyrde som selvstændig erhvervsdrivende og almindelige dagligdags gøremål fik den ene dag til at tage den anden, og der gik en rum tid, før Søren handlede på den nye information om diabetesrisikoen. Det vi læste os frem til var ellers skrækindjagende nok til, at vi set i bakspejlet, burde have fået det afklaret med det samme. Vi tænkte nok, som man ofte gør om alvorlige sygdomme, at sandsynligheden for, at det skulle ramme os, var ganske lille. Måske var det også bare noget, han bildte sig ind, han drak også meget kaffe, og hvorfor skulle han få diabetes i en alder af 32 år? Det havde vi da aldrig hørt om. Man kalder det jo ”gammelmandssukkersyge” og Søren var ikke gammel.

Søforklaringer og undskyldninger for ikke at tage symptomerne alvorligt kunne vi sagtens finde. Der var gøremål og pligter nok i hverdagen til totalt at overskygge den bekymring, symptomerne burde have ført til. Havde Søren fået symptomerne før vi fik børn (eller måske bare imens jeg havde barselsorlov), ville jeg have googlet dem op og ned, og vendt og drejet alle muligheder og risici. Jeg havde sikkert selv booket en tid hos lægen til Søren. Nu havde vi to små børn på 4 og 1 ½ år og en presset, struktureret hverdag, hvor det bare handlede om at få enderne til at hænge sammen.

Et halvt år før det skæbnesvangre lægebesøg, havde Søren fået taget en blodprøve i forbindelse med, at han havde haft smerter i brystet. Kort tid efter forsvandt smerterne heldigvis, og han fik aldrig ringet til lægen for at få svar på blodprøverne.

Derfor fik Søren svaret den tirsdag et halvt år senere fra en ganske uforberedt og måske lidt overrasket og chokeret læge, der tjekkede resultatet af prøven, fordi Søren nævnte de symptomer, der efterhånden plagede ham voldsomt. Sørens sukkertal var – allerede på den gamle blodprøve – så høje, at lægen udsatte den næste patient for at sætte et forløb i gang med sin nye diabetespatient.

”Så er det slut med sukker for Søren Bram”, sagde Søren i telefonen. Min mand var blevet diabetiker, han havde en kronisk sygdom! Det var et massivt faktum, en mur, der pludselig blev placeret foran os, og nu måtte vi finde ud af, hvordan vi skulle forcere den, hvordan vi skulle komme videre. Jeg fik med det samme en fornemmelse af, at vi stod overfor en af den slags ting, der ændrer tilværelsen i en eller anden grad. Men jeg havde ingen anelse om, i hvilken grad, den ville blive ændret. Hele vores sirligt samlede puslespil blev sprængt, og nu skulle vi til at samle en hel masse nye brikker uden at ane, hvilket billede, der ville tegne sig.

En uvis fremtid

Selvom jeg tidligere havde læst en smule om diabetes, havde jeg ikke forholdt mig til sygdommen som sådan. Jeg havde kun forholdt mig til symptomerne. Da Søren fik diagnosen havde jeg ligesom mange andre den opfattelse, at Søren ”bare” skulle holde sig fra sukker. Det var massivt i sig selv at kapere, at vi stod overfor en nødvendig og akut livsstilsændring. Men jeg havde slet ikke forestillet mig omfanget af de medfølgende risici, vi også skulle leve med.

Da jeg kom hjem fra arbejde den dag, googlede jeg på livet løs og læste en hel masse om diabetes, statistikker, følgesygdomme osv. Jeg var skræmt og bange – både for hvordan sygdommen ville influere på Sørens personlighed og på vores liv og helt konkret for, at Søren skulle få nogle af de skræklige følgesygdomme, som jeg læste om. Jeg blev alvorligt bange for at miste ham og jeg så en stor fare for, at det ville ske, før jeg ville vide af det, på den ene eller den anden måde. Enten fordi det ville ødelægge hans livskvalitet og dermed hans humør fuldstændig, at han ikke længere kunne spise søde sager. Eller fordi han ville blive ramt af en eller flere følgesygdomme før eller siden.

Jeg havde altid haft en forestilling om, at jeg og Søren skulle blive gamle sammen. Vi havde mødt hinanden, da vi begge var 18 år. Han havde været der, da jeg blev student, da jeg flyttede hjemmefra, da jeg blev cand.mag., da jeg fik mit første ”rigtige” job. Jeg havde oplevet, da han fik kørekort, da han blev elektriker, el-installatør, og da han startede sin virksomhed. Vi havde købt hus sammen, fået børn sammen. Vi udviklede os sammen, og vi skulle selvfølgelig også blive gamle sammen og dele alderdommens glæder og også sorger.

Men pludselig så jeg for mig, at Søren ville ældes på en helt anden måde end jeg havde forestillet mig. Jeg så for mig, at jeg – stadig frisk fysisk og mentalt – skulle ”passe” eller ”tage mig af” en mand, der måske havde mistet potensen, et ben eller sit syn. Eller værre endnu, at jeg ville miste min mand inden vi havde nået at blive gamle sammen. For når man får gammelmandssukkersyge som ung, bliver man så overhovedet en gammel mand?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *