Hvorfor Søren vælger træningen

Under U-turn-projektet skulle deltagerne træne 5-6 dage om ugen. Nogle kalder dette for urealistisk. Til det har jeg bare at sige, at når Søren kunne træne 5-6 dage om ugen, selvom han driver selvstændig virksomhed, bruger minimum 2 timer på transport til og fra arbejde og har tre (dengang to) små børn, så kan alle – med mindre de af en eller anden fysisk årsag ikke er i stand til at træne!

Hvad der er urealistisk, er at nå alle mulige andre ting samtidig med, at man skal afsætte tid til træning 5-6 dage om ugen. Hvis man sætter sig for at gennemføre en intervention som den, der var planlagt for U-turn-deltagerne, er man nødt til at prioritere. Søren måtte også vælge nogle ting fra og nogle gange være meget kreativ i sin planlægning, for at få passet træningen ind, men det kunne godt lade sig gøre. Det kunne fx være, at han valgte at cykle en del af vejen, når vi skulle til fødselsdag hos familien i København – så havde han klaret dagens træning. Eller han kunne finde på at tage romaskinen ud på terrassen, så han kunne træne imens børnene badede i swimmingpoolen. Som regel træner han om aftenen, når børnene er lagt i seng. Før ville han måske have gået og hygget sig ude på værkstedet og rode med en motorcykel eller noget andet, han godt kan lide. Men han kan ikke gøre begge dele.

Det er altså ikke et spørgsmål om, hvad der er realistisk, men om, hvad man vælger og hvad man må vælge fra. Søren vælger at træne – ikke fordi han kan lide det, men fordi det i hans verden er så indlysende, at han er nødt til at træne. Den tid, han nu bruger på at træne, går naturligvis fra andre ting – ting som han i bund og grund har mere lyst til, fx hyggen på værkstedet eller med familien.

 

Efter U-turn

Det er dog også vigtigt at pointere, at der under U-turn projektet var tale om en intervention bestående af et år med intensiv træning og en særlig kostplan. U-turn var et forskningsprojekt, og der var af gode grunde ingen, der kunne svare på, hvor meget deltagerne skulle træne, når det år var gået, for at holde sig medicinfri. Det var noget, der optog Søren meget under projektet, men da man endnu ikke har ret meget erfaring med, hvor meget (eller hvor lidt) træning, der er nødvendig for at en type 2-diabetiker kan holde sig medicinfri, og da der samtidig er individuelle og fysiologiske forskelle, har ingen endnu kunne svare på det.

Da U-turn-projektet sluttede i april 2016, var det selvfølgelig op til deltagerne selv, om de ville fortsætte med at træne 5-6 dage om ugen. Det valgte Søren at gøre – uden tøven. Han var simpelthen bange for konsekvenserne ved at springe træningen over. Dels fordi han kunne risikere, at mindre træning ikke kunne holde ham medicinfri, og dels fordi han var bange for overfor sig selv at legitimere det at ”springe over”. Hvis han kunne springe én træning over, kunne han så ikke også springe to eller tre over?

Dermed ikke sagt, at Sørens indstilling altid er positiv. Han er ofte frustreret over såvel kost som træning. Men dybt nede er der aldrig tvivl hos Søren om, at det er det rigtige valg at holde fast i den nye livsstil. De gener, han havde ved sin tidligere livsstil (ryg- og skuldersmerter, søvnproblemer, halsbrand mm.), er stadig ganske tydelige i hans hukommelse, og de overskygger langt de irritationer, han nogle gange kan have over, at han ikke kan spise en plade chokolade til filmen, eller at han skal ud at træne, når han hellere ville noget andet. Og vigtigst af alt, så er han stadig bange for de forbandede følgesygdomme!

 

Er det besværet værd?

Søren kunne ligesom de fleste type 2-diabetikere bare tage medicin og træne det, han har lyst til. I stedet for at bruge 5-10 timer om ugen på at motionere, kunne han bruge noget af tiden på noget af alt det andet, han gerne vil. Tiden er jo i forvejen knap, når man har små børn, så er det det værd, at bruge så mange timer på træning – som han for det meste synes er ”op ad bakke”?

Jeg og Søren har drøftet det mange gange under U-turn projektet. Igennem det meste af projektet, havde jeg mine tvivl om, hvorvidt det var det værd, når det samtidig skabte så mange frustrationer hos ham. Jeg var også i tvivl om, hvorvidt det virkelig gjorde en forskel, om han brugte Metformin eller motion som medicin. Kunne man være sikker på, at han dermed kunne undgå følgesygdomme? Hvis Søren nu alligevel om 10-15 år fik en sygdom eller et handicap som følge af sin diabetes, ville han så se tilbage og tænke: ”Det var fandeme ærgerligt, at jeg brugte så meget tid på at træne i stedet for at hygge mig med mine børn og bruge tid på mine hobbyer!” ?

Hen mod slutningen af projektet, blev det dog klart for mig, at selvfølgelig gør det en forskel. Det er faktisk ganske logisk. Søren lever jo på en måde, som almindelige sunde og raske mennesker tilrådes at leve: masser af motion og masser af frugt og grønt, fuldkorn og de sunde fedtstoffer og hold igen med sukker og alkohol.

For Søren er der stadig ingen tvivl om, at han skal bevare denne livsstil, så længe det er fysisk muligt. Han skal ikke tilbage på medicin, hvis det kan undgås. I bund og grund er det et spørgsmål om, hvor stor en risiko, man er villig til at løbe, for selvom man justerer sit blodsukkerniveau med medicin, så er kroppen stadig syg, og risikoen for følgesygdomme er stor. Med den livsstil Søren har nu, kan kroppen selv opretholde et almindeligt blodsukkerniveau uden medicin, så hvorfor tage medicin og risikere at få både bivirkninger og følgesygdomme?

Søren er fortsat i en eksperimenterende fase, hvor han med tiden vil finde ud af, hvor meget træning, der er nødvendigt, og hvad han kan spise uden at det giver udslag i blodsukkeret. Siden U-turn har han fået tjekket sit langtidsblodsukker hos egen læge 3 gange, og det er faldende! Selvom han ikke får medicin og på trods af, at han spiste ris a la mande til jul, smager en pandekage en gang imellem eller et stykke kage til familiefødselsdagene og ofte nyder et stykke mørk chokolade, så er det faldet. Noget kunne altså tyde på, at hans krop virkelig er blevet kickstartet og begyndt at fungere igen.

Havde Søren fortsat den livsstil, han havde før diagnosen, ville han med al sandsynlighed have fået en eller anden livsstilssygdom på et tidspunkt – om ikke diabetes, så ville en hjerte-kar-sygdom ligge lige for. Han forlænger sit liv på denne måde, så selvfølgelig er hans anstrengelser det hele værd.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *