Sukker kan dræbe

Da Søren fik diagnosen type 2-diabetes var det en massiv og alvorlig hændelse for os som familie. Det at skulle forholde sig til, at Søren nu var kronisk syg, var voldsomt nok i sig selv, men oveni det kom den viden vi hurtigt erhvervede os om risici og følgesygdomme.

Imens nogle i vores omgangskreds reagerede med samme alvor og forståelse for, hvor meget diagnosen fyldte i vores liv og hverdag, reagerede andre umiddelbart med en større ro à la ”nå, men så skal du jo bare ikke spise sukker”. Jeg følte, at vi stod midt i en storm, og at de knapt kunne se en vind røre sig.

Desværre oplevede vi, at denne opfattelse af diabetes som en almindelig og ikke helt så alvorlig sygdom var ganske udbredt. Det kom bl.a. til udtryk i udsagn som:

  • diabetes er ikke farligt, hvis man ikke skal tage insulin
  • type 2-diabetes giver ingen særlige skavanker ud over tisseri og dårlig nattesøvn
  • diabetes 2 kan man komme af med igen (modsat diabetes 1)
  • man kan bare få medicin der justerer blodsukkeret og lade være med at spise kage hver dag, så kan man leve som man gjorde før (dvs. spise uden særlige forholdsregler og bare dyrke det motion, man lyster).

Det var svært for mig at acceptere, at Sørens sygdom blev negligeret. Men faktum var, at vores eget kendskab til diabetes var nogenlunde ligeså mangelfuldt, før vi fik sygdommen inden for vores egen dør. Vi havde den opfattelse, at man som diabetiker skulle holde sig fra sukker, og at konsekvensen ved at spise sukker kunne være alvorlig, men vi vidste ikke hvilke følgesygdomme, der var tale om.

Efterhånden som vi blev ”uddannet” i diabetes 2 begyndte det at undre os, at den brede, almene befolkning tilsyneladende har samme begrænsede viden om sygdommen, som vi havde før diagnosen. Når der er et voldsomt stigende antal danskere (og et ganske højt antal i øvrigt), der får konstateret diabetes, kunne man måske have forventet, at der var en mere udbredt viden om sygdommen og om risikoen for følgesygdomme – og ikke mindst hvilke følgesygdomme, der er tale om.

Der er måske en del der ved, at diabetikere kan få følgesygdomme som hjerte-kar-sygdomme eller blive blinde. Men i vores omgangskreds stødte vi ikke på nogle, der nævnte risikoen for at udvikle nervekomplikationer, nyresygdomme eller fodsår, der kan føre til amputationer.

 

Lev stærkt…?

Den manglende anerkendelse af diabetes som en kronisk og alvorlig sygdom mødte vi ikke bare i vores egen omgangskreds. Det gik op for os, at mange type 2-diabetikere selv negligerer sygdommen. Vi har læst flere interviews og hørt om en del diabetikere, der trods diagnosen lever som de altid har gjort og læner sig op ad blodsukkerdæmpende medicin og symptombehandling.

Det med følgesygdomme er også en lidt diffus størrelse, for hvor stor er risikoen egentlig og hvornår kan man eventuelt blive ramt? Det er der jo ingen, der kan svare sikkert på. Diabetikere der lever efter lyst og tilsyneladende ikke tager sygdommen alvorligt kan sammenlignes med rygere. De ved jo også godt, at de løber en stor risiko ved at ryge, men lysten vinder åbenbart over fornuften.

Når en stor del af type 2-diabetikerne selv negligerer deres diabetes og lukker øjnene for risikoen for diverse alvorlige følgesygdomme, er det måske ikke så mærkeligt, at mange får en opfattelse af, at type 2-diabetes ikke er så alvorligt endda.

Ligesom alle andre er diabetikere også herre over deres eget liv. Hvis de vælger at spise usundt og droppe motion, håber jeg bare, at de er bevidste om konsekvenserne. For selvom man får medicin, er risikoen for følgesygdomme der stadig.

Jeg er taknemmelig for, at Søren tog diagnosen meget alvorlig og resolut sagde farvel til sukker og begyndte at motionere (hvilket han ikke havde gjort siden han som barn gik til svømning). Det gav mig faktisk en ro. Fra at have været decideret bange, blev jeg rimelig fortrøstningsfuld, fordi Søren tydeligvis var bange for følgesygdomme og indstillet på at gøre alt, hvad han kunne, for at undgå dem.

Her tænker du på “Sukker kan dræbe”

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *