Hvorfor Søren vælger træningen

Under U-turn-projektet skulle deltagerne træne 5-6 dage om ugen. Nogle kalder dette for urealistisk. Til det har jeg bare at sige, at når Søren kunne træne 5-6 dage om ugen, selvom han driver selvstændig virksomhed, bruger minimum 2 timer på transport til og fra arbejde og har tre (dengang to) små børn, så kan alle – med mindre de af en eller anden fysisk årsag ikke er i stand til at træne!

Hvad der er urealistisk, er at nå alle mulige andre ting samtidig med, at man skal afsætte tid til træning 5-6 dage om ugen. Hvis man sætter sig for at gennemføre en intervention som den, der var planlagt for U-turn-deltagerne, er man nødt til at prioritere. Søren måtte også vælge nogle ting fra og nogle gange være meget kreativ i sin planlægning, for at få passet træningen ind, men det kunne godt lade sig gøre. Det kunne fx være, at han valgte at cykle en del af vejen, når vi skulle til fødselsdag hos familien i København – så havde han klaret dagens træning. Eller han kunne finde på at tage romaskinen ud på terrassen, så han kunne træne imens børnene badede i swimmingpoolen. Som regel træner han om aftenen, når børnene er lagt i seng. Før ville han måske have gået og hygget sig ude på værkstedet og rode med en motorcykel eller noget andet, han godt kan lide. Men han kan ikke gøre begge dele.

Læs videre “Hvorfor Søren vælger træningen”