Vi har et ansvar

 

Havde jeg vidst det, jeg ved i dag om diabetes, sundhed og sukkerindhold, før Søren fik diagnosen, tror jeg, at jeg havde gjort en indsats for at ændre på hans livsstil. Det håber jeg, at jeg havde.

I efteråret læste jeg et brev fra en bekymret mand i Diabetesforeningens medlemsblad (Diabetes, 4/2016). Han var bekymret for sin hustru, der havde fået konstateret type 2-diabetes, for højt kolesteroltal og forhøjet blodtryk. ”Alligevel fortsætter hun med at spise usundt i stor stil: slik, kager, pomfritter og sodavand. Hun er 165 cm høj og vejer nu over 100 kilo. Hun glider længere og længere ned af livets skråning. Når hun kommer hjem fra job, synker hun sammen på sofaen og sover det meste af aftenen. Hun får absolut ingen motion (…). Det slider voldsomt på mig, men jeg vil gøre hvad som helst for at hjælpe hende (…).”, skriver han.

Jeg sad mageligt i min sofa med en kop te i den ene hånd og Diabetes-bladet i den anden og blev helt berørt over hans brev. Hvor må det være frygteligt at se sin hustru – eller en anden person, som man holder af – ikke bare synke ned, men lade sig glide ned ad en skråning, lade stå til og opgive, forværre sit helbred og gøre det endnu sværere at kravle op ad skråningen igen.

Jeg har heldigvis aldrig stået i den situation som pårørende. Jeg priser mig lykkelig for, at Søren skiftede spor fra den dag, han fik diagnosen type 2-diabetes, og er blevet på sporet lige siden. Jeg er taknemmelig for, at Søren føler så stort et ansvar overfor mig og børnene, at det var en selvfølge for ham at ændre livsstil, og at han vil gøre alt, hvad han kan, for at undgå at blive syg.

 

Omgivelserne skal bakke op

Jeg føler mig meget privilegeret over, at Søren er så principfast og viljestærk, som han er, og når jeg læser det ovenstående brev, tænker jeg, at jeg har haft det nemt som pårørende, fordi jeg ”bare” har skullet støtte Søren i hans livsstilsændring.

Efter min mening har man som pårørende et stort ansvar – uanset om det drejer sig om ens ægtefælle, mor, far, søster, onkel eller veninde. Man har et ansvar for at bakke op, når ens pårørende vælger at foretage en livsstilsændring (med mindre selvfølgelig, at der er tale om en livsstilsændring i den gale retning). Når der er tale om en sund livsstilsændring, som man naturligt efter få måneder vil kunne se positive resultater af – om det så er i form af en stærk krop, et vægttab, bedre humør, stolthed, selvtillid eller andre positive tegn – så har man som pårørende et ansvar for at se disse tegn. Se dem, bemærke dem, fremhæve dem, hylde dem og på den måde vise, at man bakker op.

Jeg tror, at det er de færreste, der kan gennemføre en livsstilsændring, uden opbakning fra omgivelserne. Handler livsstilsændringen fx om at undgå sukker eller andre fristelser er det svært nok i forvejen. Vi er alle omgivet af fristelser til daglig, samfundet er fyldt med dem, og det er tit de fristelser, som ikke er gode for os på den lange bane, som er mest tilgængelige og nemmest at vælge.

Omgivelserne skal give klap på skulderen, heppe og opmuntre. Man må selvfølgelig gerne stille spørgsmål, være nysgerrig eller undre sig. Men hvis man kan se, at livsstilsændring gør den pågældende rask, glad eller bare løser nogle udfordringer eller giver vedkommende en bedre livskvalitet, har man efter min mening pligt til at bakke op. Også i de tilfælde, hvor der kun er tale om forsøg på små ændringer. Et lille skridt i den rigtige retning er bedre end slet ikke at forsøge. Mange gange vil opbakning netop opmuntre til at fortsætte og måske kunne sætte en sneboldeffekt i gang.

 

En håndsrækning

Efter min mening har man også et ansvar for at prikke til en, der er på vej i den gale retning eller som bare sløser med sit liv. Og det gælder ikke kun, hvis vedkommende som den bekymrede mands kone har fået en diabetesdiagnose, men generelt ved mislighold af kroppen eller livet – misbrug af forskellig art, fedme, depression, stress. Det allerbedste ville jo være, hvis man kunne få den pågældende til at skifte spor, før en livsstilssygdom rammer.

Men det er jo nemmere sagt end gjort. Jeg ved ikke, hvad jeg havde gjort for at få Søren til at ændre livsstil, men jeg ved, at jeg havde gjort noget, hvis jeg havde vidst, hvor mange der får type 2-diabetes, at det ikke kun er vores forældres generation der rammes, og at en livsstil som den, Søren havde, ofte udløser sygdommen. Jeg havde i det mindste gjort noget for at oplyse ham om den viden og påvirke ham i en sundere retning. Jeg er ikke i tvivl om, at hvis en kollega eller en bekendt havde sagt til Søren, at han burde tabe sig, eller at han risikerede at få diabetes med det sukkerindtag, han havde, så havde Sørens svar været, at de skulle passe deres eget. Men havde jeg eller en anden i familien udtrykt alvorlig bekymring, er jeg sikker på, at det havde sat noget i gang hos ham.

Mange mennesker vil nok reagere negativt på en opfordring til at ændre på sin livsstil og se det som en indblanding. Man kan jo ikke blande sig i, hvordan den enkelte lever sit liv? Vi lever i et frit land og alt det der. Nej, man kan ikke bestemme over et andet menneske, men som pårørende mener jeg faktisk, at man har ret til at udtrykke sin bekymring og gøre hvad man finder nødvendigt – tilbyde sin hjælp, oplyse, henvise til hjælp, forsøge at motivere eller hvad man nu finder rigtigt eller mest effektivt.

Nogle mennesker kan selvfølgelig være helt bevidste om deres uhensigtsmæssige livsstil og have truffet et aktivt valg om at leve på den måde, de gør. Men jeg tror, der er mange mennesker, som egentlig har lysten til at leve et sundere liv, og som måske endda ved, hvilke vaner de bør ændre. Men måske vil de stikke udenfor, hvis de siger nej tak til wienerbrødet eller fadøllen, vælger træningscentret frem for sofaen eller har gulerødder med i biografen. Måske mangler de den nødvendige motivation. Måske mangler de bare opbakning.

Læs den omtalte udgave af Diabetes her.

Her tænker du på “Vi har et ansvar”

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *